top of page
Forfatters billedeMarie-Louise Kragelund

"Vil du rette min tekst?"

Opdateret: 21. jun.

Jeg bliver tit spurgt, om jeg vil rette en tekst, altså om jeg vil markere alle de grammatiske fejl i teksten. Mit svar er normalt: Hvorfor?


”Jeg vil gerne vide, om det er rigtigt!” siger personen tit.


Men hør her: Hvis du vil skrive en tekst, som er 100% korrekt, så skal du bare skrive en kopi af en tekst, fx fra en bog eller en avis (eller fra den her blog). På den måde lærer du at skrive korrekte sætninger og tekster, og det hjælper faktisk meget mere på den grammatiske kompetence, end man tror.


Men det hjælper dig ikke med din formuleringsevne. Det betyder, at det ikke hjælper dig med træning i, hvordan du skal udtrykke dig på dansk, altså hvordan du skal sige noget og skrive noget. Og det er tit det, man gerne vil blive bedre til, ikke? De fleste vil gerne blive bedre til selv at sætte ord sammen til sætninger og til tekster, og de fleste vil gerne kunne gøre det nemt og hurtigt.


Det er netop derfor, man har skrivetræning og skriveopgaver. Det er ikke for at lære korrekt grammatik, men det er for at blive god og hurtig til at skrive.


Hvad så med korrektheden?

Ja, den skal du arbejde med på en anden måde. Der er generelt to forskellige måder at arbejde med grammatisk korrekthed på.


Den ene måde er, at du laver en masse grammatikopgaver. Det kan godt hjælpe dig, specielt hvis de er individuelt tilpasset til dig, så du arbejder med lige præcis dine grammatiske problemer.


Den anden måde kaldes ”den naturlige metode” eller "den indirekte metode". For at forstå, hvad de er, skal du tænke på dig selv, da du var barn. Lærte du grammatik, før du gik i skole? Nej, du lyttede og prøvede dig frem, og på den måde lærte du grammatikken indirekte. Som voksen kan du lære grammatik på samme måde. Du skal bare læse meget eller lytte meget, og så skal du være opmærksom på detaljerne i sproget. Du kan også gentage eller kopiere nogle gode sætninger nogle gange. Så kommer alt grammatikken til dig indirekte, helt uden at du skal arbejde hårdt for det.


Men den indirekte metode tager noget tid. Derfor kan det godt være en god idé, at du kombinerer den med grammatikopgaver.


Hvad så med skriveopgaverne?

Nu forstår du sikkert, hvorfor jeg helst ikke vil rette grammatikken i skriveopgaver: Det hjælper dig ikke ret meget. Og det giver dig et helt forkert fokus. Når du skriver, skal du nemlig fokusere på at udtrykke dig og formulere en god tekst. Det er noget helt andet end grammatik.

Selvfølgelig skal du også tjekke din tekst for fejl, når du er færdig. Men læg mærke til, at du selv skal tjekke din tekst for fejl. På den måde arbejder du med den grammatiske viden, som du allerede har, og som du er i gang med at lære. Du arbejder altså med det, som du godt kan lidt, men som du ikke kan 100% endnu. Og det er det helt rigtige sted at arbejde.


Hvis andre retter dine fejl, så gør de dig opmærksom på alt for mange forskellige ting. Det hjælper dig ikke.


Hvad kan man så lære af skriveopgaver?

Når du skriver, bliver dit sprog større: du aktiverer dit passive ordforråd, og du træner din kompetence i at udtrykke dig og formulere dig på dansk. Det betyder, at jo mere du skriver, jo bedre bliver du til at skrive. Eller sagt på en anden måde: Når du skriver meget, så bliver du bedre og hurtigere til at skrive. Dit sprog vokser, når du skriver. Derfor er det super godt at skrive, selvom det kun er dig selv, der retter det.



Mangler du skriveopgaver? Du får en ny skriveopgave hver uge i Ugens opgave. Se mere om Ugens Opgave her.


389 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page